Referat af bestyrelsesmøde 22. -23.08.11

 

Bestyrelsens første møde efter sommerferien var et 2 dages møde fyldt med spændende debat om vores fremtid blandt andet en egentlig erhvervspolitik. I den mere praktiske ende blev spændende projekter som ELYK uddannelsen, vores kommende fyraftensmøder og kursus for erfarne klinikejere behandlet.

Download som pdf

Praktiserende Fysioterapeuter i Danmark
Referat af bestyrelsesmøde

Tid: Mandag d. 22. august – tirsdag d. 23. august 2011
Sted: Trinity, Snoghøj

Opgaver, der er uddelegeret til en eller flere personer er markeret med blå initialer

Tilstede:
Marianne Kongsgaard (MK)
Søren Qvist (SQ)
Lars-Peter Jensen (LPJ)
Poul Gørtz (PG)
Jacob Nordholdt Hansen (JNH)
Bettina Lyngbak (BL)
Morten Høgh (MH)

1. Prioritering af dagsorden
Der skal kommenteres på sagen om eventuel nedlæggelse af regioner. Dette prioriteres til første dag, ellers holdes dagsorden.

2. Venstres forslag om nedlæggelse af regioner
Indlæg - MK og MH skriver udkast.

3. Erfaringerne fra vores udlandsekskursioner (BL+PG/LPJ+MK)
Norge
Der er ikke den samme fokus på økonomi i Norge endnu. Der er mere kontrol på vej.
Den norske OK har noget, der minder om speciale 51 og 62, men har også en anden ordning, hvor der er adgang til 6 måneders gratis træning hos praktiserende. Der er en maksimaludgift for patienten på omkring kr. 2.000,- , derefter betaler det offentlige resten. Dette kan afstedkomme problemer med at afslutte forløb.
Betaling kommer fra kommune, stat og patient. Kommunen betaler et fast beløb pr. ”ydenummer” på ca NOK 30.000. Derudover betaler patienten og staten hver en del af hver enkel behandling.
Der er specialistkompetencer for manuelle terapeuter og psykomotoriske terapeuter, som får mere får deres undersøgelse og behandling. Der er direkte adgang for patienter til manuelle terapeuter med tilskud. Disse kan henvise til røntgen, scanning, almindelig fysioterapi eller speciallæge samt sygemelde.
At blive praktiserende kræver 1 års turnus. ½ år på sygehus og ½ års kommunal fysioterapi.
Den almindelige ydelsesbeskrivelse er meget omfattende og egenbetalingsdelen i forhold til det statslige tilskud varierer afhængig af den enkelte ydelse. Det giver politisk valgt fokus på behandlingsform og ikke evidensbaseret fokus. Dette gør endvidere, at behandlingens pris kan variere fra patient til patient og måske fra gang til gang.
Prisen på en behandling er lidt mindre end i Danmark, men det faste tilskud opvejer dette set fra fysioterapeutens side..
Kommunerne styrer nært. De kan diktere en opprioritering - f.eks. børnebehandling - på en bestemt klinik, hvilket kan afstedkomme problemer med kompetencer på den enkelte klinik.
Der er ingen absolut sikkerhed for driftstilskud. Kommunen kan fjerne det, hvis de ønsker det. Tilskuddet tilhører den enkelte fysioterapeut og ikke klinikken.
Der er mange små fraktioner blandt fysioterapeuter. Der er relativt mange små klinikker.
Der findes er stor pulje, hvor man kan søge midler til efteruddannelse, ikke kun master og ph.d som i praksisfonden.
Flere og flere nedsætter sig uden driftstilskud, da driftstilskuddet er svært at opnå.
Der er en seniorordning. Fra 60 år er der mulighed for reduceret arbejdstid.
Der er en fraværspolitik. Under sygdom, barns sygdom etc. er der en vis refusion af driftstilskud fra kommunen.
Der er stort overlap mellem kommunal fysioterapi og praksis-fysioterapi. Der er ikke nedskrevet nogen steder, at der skal være privatpraktiserende fysioterapeuter.

England
Praksis er uden tilskud fra det offentlige. Omkring 75% af patienterne har hel eller delvis forsikringsbetaling.
Der er fri nedsættelsesret og fri prissætning. Honoraret er typisk omkring kr. 150 pr. behandling.
Der er for øjeblikket ingen henvisningspligt, men der er politiske vinde, der blæser i den anden retning, så der er kan blive krav om lægehenvisning igen.
NHS (offentlig sundhedsmyndighed) kan give en særlig godkendelse som giver særligt tilskud for behandling. Dette gives kun til særligt kvalificerede og der er nok kun omkring 100 der har opnået det.
Der er krav om et vist aktivitetsniveau omkring faglig udvikling, men der er ingen håndhævelse af betydning af dette. Ingen er nogensinde blevet ekskluderet på baggrund af dette.
Der er et offentligt tilbud med vedligeholdende træning (minder om speciale 62) og genoptræning.
Der er en privatisering i gang, hvor der er ”lukkede bud” på enkelte behandlingstyper som det offentlig skal tilbyde. Så kan enkelte klinikker få hele opgaven i et givent område.
Yderligere tiltag på vej med tilskud til privat behandling, men det forventes at være med maksimale priser.
Der er stor følelse af usikkerhed i branchen. Mange fysioterapeuter arbejder både i praksis og i offentligt stilling, da det kan være svært at få det til at løbe rundt med udelukkende praksisarbejde.
Ved salg af klinik er goodwill typisk højst GBP 5 – 7.000.

Overordnet konklusion
Generelt tyder det på vores overenskomst - på trods af sine mangler - giver en større stabilitet i sektoren, hvilket resulterer i større enheder, som kan planlægge på længere sigt og derved øge de faglige kompetencer og investere i bedre faciliteter. Det liberaliserede marked i England har resulteret i mange små klinikker med dårligere faciliteter.

3. Forretningsorden
PF 2016
Der blev indledningsvis lavet brainstorming for at give en konsulent materiale til at arbejde videre med:

Vi skal finde konsulent, der kan bringe os videre i processen. Vi ønsker en, der har kendskab til lobbyistorganisationer og gerne også sundhedssektoren. Der kan rettes forespørgsel til patientorganisationer, f.eks Kræftens Bekæmpelse, Gigtforeningen eller Stig Langvad (MK)

Erhvervspolitik
HB er ved at udarbejde kommissorium for udvalg.
Set i lyset af den sandsynlige ændring af DF's struktur anser vi det som vigtigt, vi gør vores egne tanker på området.
Til dette brug påbegyndes en SWOT-analyse, som også kan benyttes af den konsulent vi skal bruge til PF 2016.

Vi nedsætter udvalg med MH, MK, PG, SQ som skal arbejde videre med processen inden næste møde.

Vederlagsfriordningen
DF's patienttilfredshedsundersøgelse: Foreløbige fund fra denne blev gennemgået.
Database: FYS-DB er måske ikke det bedste valg, blandt andet fordi der er opstået tvivl om ejerskab af data. MH skal til møde i fagligt udvalg, hvor han vil fremlægge dette. Det skal prioriteres højt, at data skal være frit tilgængelige til forskningsbrug.

Samarbejde med forsikringsselskaber
DF har forhandlet med Copenfysio og er noget til følgende:
Der skal ikke være en egentlig godkendelse af fortsat behandling indenfor forsikringens rammer, men blot en status efter 5 behandlinger. Der skal ikke kunne udelukkes klinikker fra at deltage. MK undersøger om DF stadig er i gang med forhandlinger med fælles afregningsmodel.

Efter henvendelse fra medlemmer laver vi brev til Copenfysio (SQ). Hvor vi forespørger på:
Hvad skal oplysninger om uddannelsesniveau bruges til?
Kan vi bruge andet end individuel behandling?

Medlemsfordele
Jyske Pension fortæller der har været stor interesse for sundhedsforsikring.
 MK følger op overfor forsikringsmægler med hensyn til andre forsikringer.
En anden rammeaftale, der kan arbejdes på, er overfor revisorer både for indlejere og klinikejere. Det skal undersøges, om vi kan få lavet en fastprisaftale med et større revisionsselskab (MK). Mulige emner kunne være Nielsen og Christensen, Deloitte eller KPMG.

Brugergrupper i forhold til IT-leverandører
Vi forfatter et brev, hvor vi opfordrer IT-leverandørerne til at lave et diskussionsforum, hvor brugerne kan komme med forslag og hjælpe med at videreudvikle programmet (SQ).
Vi kan også lave et diskussionsforum om erfaringer med de forskellige systemer. Skal indledes med artikel med oplæg til diskussion (SQ).

4. Kursus for erfarne klinikejere
20 tilmeldte på nuværende tidspunkt. Der kommer annonce i Fysioterapeutens næste nummer og vi inkluderer reklame i næste nyhedsmail.
LPJ og MK deltager i hele arrangementet. BL og SQ deltager torsdag. Vi beholder de 25 reserverede pladser og MK undersøger, om der er mulighed for eventuelt flere overnattende.

5. Bogpakker
Vi fortsætter ikke. Der har været for lidt interesse. MK kontakter Munksgaard.

6. Sundhedsforsikring
21 nye medlemmer siden sundhedsforsikringstilbuddet blev udsendt. Langt hovedparten nok på grund af tilbuddet om sundhedsforsikring til fordelagtig pris.
Praktisk: LPJ har sendt medlemsliste til Jyske Pension. Vi vil foretrække LPJ får periodisk liste, så han kan sende opkrævning af medlemskab til de nye medlemmer, hvis de skulle have glemt at melde sig ind hos LPJ. LPJ kontakter Jyske Pension for at få aftalt nærmere procedure.

7. Fagfestival
Ikke lige nogen navne her og nu.

8. ELYK
LPJ har rundsendt materiale.
Undervisningen bygges op af elementer fra under nuværende ordninger, hvor der tages elementer fra det sundhedsfaglige og det merkantile og tilpasses specielt til fysioterapeuter. Forløbet bliver ikke udbudt som et samlet programsat forløb, men som moduler på 5-6 uger, der følger hinanden. Hvert modul starter med en dag med fysisk fremmøde, hvor alt det elektroniske sikres. Der oprettes egentlige hold til hvert modul. Der er lagt op til, man tager et modul hvert ½ år.
Formen bliver både video, audio og tekst. Opgaveløsning i grupper blandt andet via Skype.
Udkastet til reklamematerialet for uddannelsen vurderer vi som ikke helt gennemarbejdet endnu. For mange farver og nok for meget tekst. Det er nok fordelagtigt at henvise til hjemmeside med mere detaljeret information. Vi vil arbejde på, at det nævnes, at PF har deltaget i udviklingen af studiet.
Det forventes at første modul afholdes i efteråret 2011. Vi skal være med til at annoncere via nyhedsbreve.

9. Punkter til kontaktforums dagsorden
LPJ giver besked om, at det er JNH og ikke MK, der sidder i udvalget fra PF ud over ham selv. Næste møde er 21.09.11.
Forslag til emner er:

  • ELYK
  • Hvad tænker skolerne overordnet om praktik i praksissektoren. Planlægningen må gerne være mere langsigtet og der mangler stadig økonomi til at deltage i diverse møder. Arranger eventuelt et møde mellem PF som repræsentanter for praktiksteder og alle skolerne.
  • Er der ændret på antallet af praktikpladser i praksissektoren?


10. Meddelelser fra
Formand
Fra UPP. "Analyse af liberalisering af praksissektoren" er i gang. Foregår blandt ministerier. Der er ikke direkte involvering af brancheorganisationer.
Opsigelsessag: I UPP så man ikke denne opsigelsessag som det store problem. Der kan ansættes vikar i stedet. Men kan der det uden indlejers accept? MK tager det op på næste møde.
Næstformand
Sundhed.dk fokusgruppe-interview. Orienteret om mødet, hvor sundhed.dk er ved at indsamle holdninger fra brugere med henblik på at lave ny struktur og brugerflade.
MH
Fagligt udvalg: UL og holdtræning tages op og vurderes i forhold til evidens. MH skal fremlægge oplæg om kronikere på næste møde.

11. Eventuelt
Sekretærkursus: Vi skal have planlagt kursus til forår 2012. Vi laver e-mail rundspørge om ønskede emner blandt de sekretærer vi har e-mail adresse på og i nyhedsbrev (MK). På grund af det store deltagertal sidst planlægges et møde i øst og et i vest. Umiddelbare forslag til dato 24. (øst) og 25. (vest) april 2012.

Timelønnede funktionæransatte. Et medlem har påpeget, der kan opstå problemer, hvis der både er ansatte og indlejere på en klinik, blandt andet ved nedgang i antal patienter.
Vi beskriver en case, som illustrerer konsekvenser for klinikejere, indlejere og ansatte. Problemer som følge heraf er eksempelvis: ved nedgang i antal patienter kan ansatte forfordeles i forhold til indlejere da de alligevel får løn mens "udgiften" til indlejere er mere fleksibel. Vi forelægger sagen for den advokat, der skal medvirke på kurset for erfarne klinikejere. (MK)

Henvisninger, formalia. Region Syddanmark og Nordjylland stiller krav om elektroniske henvisninger på alle patienter. Dette problematiseres, da det giver problemer med henvisninger fra privathospitaler og speciallæger. Jens Peter Vejbæk, DF orienterer via mail om, at der kan kræves elektroniske henvisninger fra alment praktiserende læge, men ikke fra speciallæger og privathospitaler. Vi retter henvendelse til DF om tage sagen op med Region Syddanmark og Nordjylland (MK).

Fyraftensmøder: Vi mangler stadig sted i Aarhus (MK).
Deltagere: Roskilde 04.10.11. JNH, PG, MK, SQ
Kolding 05.10.11. MK, SQ, PG, LPJ
Aarhus 06.10.11. MK, SQ, BL
PF betaler for overnatning for MK 4.-5. oktober og for SQ 5. - 6. oktober
MK laver invitation til Fysioterapeuten, som har deadline 05.09.11 til udgivelse 23.09.11. Udsendes også i nyhedsmails.

Utilsigtede hændelser: Det skulle være i drift, men der er ikke den store viden om det. MK tager det op i UPP og med regionsformændene.

NIP-fysioterapi-lænderyg. Pilottestfase af det praktiske arbejde, inklusive patientudvælgelse og databearbejdelse på testklinikker (blandt andre MH og MK's klinikker) er klar og skal køre i 4. kvartal 2011. Kiropraktorerne har lavet et lignende projekt, men det er ikke sat i drift endnu.

10. Evaluering af mødet
Er godt møde med gode diskussioner blandt andet om vores fremtidige mål.


Kommende møder
Onsdag 12.10.11 kl. 9.30 - 16.00 i Danske Fysioterapeuter. Her inviteres suppleanter til hele mødet og modtager honorering på lige fod med bestyrelsesmedlemmerne. (MK)
Tirsdag 22.11.11 kl. 10.00 - onsdag 23.11.11 kl. 16.00, Trinity, Fredericia

 

For referat: Søren Qvist

Redigeret af : Søren Qvist, 09.02.2012

Til top

Title

Tilmeld dig Praktiserende Fysioterapeuters nyhedsbrev

Afmeld Tilmeld